Hvad betyder EU afgørelsen for Google Shopping & prissammenligning?

Share Button

D. 27. september 2017 offentliggjorde Google, at de foretager ændringer til deres shopping annoncering som følge af EU’s antitrust-ruling. Prissammenligningstjenester (PST) såsom Kelkoo, Pricerunner & Shopzilla kan nu også deltage i Shopping annonceringen. Læs vores bud på hvad det betyder for Shopping annoncering og prissammenligning fremadrettet.

Prissammenligningstjenester

Baggrund for EU’s antitrust-ruling

Tilbage i juni 2017 modtog Google en bøde på 2,42 milliarder Euro fra EU med anklagen om, at Google misbruger deres dominans til at favorisere deres egen prissammenligningstjeneste – Google Shopping.

Googles reaktion på EU’s antitrust-ruling

Som modsvar på EU’s rekordbøde har Google nu meldt ud, at de vil lade andre prissammenligningstjenester byde ind på Google Shopping på vegne af deres annoncører. Google melder indtil videre, at prissammenligningstjenesterne vil skulle byde på samme vilkår som de andre annoncører.

Vi kan allerede nu se de første resultater af ændringen på Google Shopping. Alle Shopping resultater vil nu være markeret med enten Google, eller navnet på sammenligningstjenesten:

Google Shopping Fremover vil Shopping annoncerne være markeret med Google eller navnet på prissammenligningstjenesten.

Annoncer ”Fra Google” på Shopping vil stadig benytte den givne annoncørs landingsside for produktet. Klikker du derimod på navnet af udbyderen, så vil du ledes til en sammenligning af priser på produktet fra den givne udbyder.

Google sammenligner priser fra alle direkte annoncører og prissammenligningstjenesten sammenligner priser for deres annoncører. Klikker du direkte på annoncen ledes du  til produktets landingsside uagtet om annoncen er fra Google eller en prissammenligningstjeneste.

Samme annoncør kan nu byde mod sig selv

Såfremt man som webshop både har Google Shopping annoncering og annoncerer via en PST, vil man i princippet kunne være tilstede på den samme produktsøgning to gange med samme produkt. Det betyder, at man potentielt kan være med til at drive klikprisen op for sine egne produkter. Hvordan Google vil håndtere det vides ikke endnu. Der skulle dog være igangsat initiativer, der skulle forhindre det .

Kan PST’erne konkurrere på klikpriserne?

Da PST’erne også skal tjene penge, bliver det spændende at se, om de også kan konkurrere på klikprisen. PST har længe været tilstede på traditionel search-annoncering. De har dog ofte været tilstede med lave positioner, hvilket indikerer, at de ikke konkurrerer med samme klikpriser som udbydere, der annoncerer direkte. Derfor forventer vi ikke, at denne opdatering vil have dramatisk indflydelse på klikprisen på trods af det øgede antal af konkurrenter i Shopping auktionerne.

Prissammenligningtjenesterne har længe været tilstede på traditionel search, dog med lave positioner. Det indikerer, at de ikke har samme budstyrke som direkte annoncører på Google.

 

Bliver PST’erne blot et fordyrende mellemled?

Vi kan nok ikke forvente inkrementel salgsvolumen på tværs PST’erne og Google Shopping. Man kan forestille sig, at en øget andel af volumen flyttes til PST’erne og der vil derved både skulle betales fee til Google og PST’erne på en større andel af mediespendet. Derfor bliver det relevant at stille spørgsmålet, om PST’erne bliver et for dyrt mellemled?

Kelkoo er allerede live på Google Shopping på en del produkter. Det bliver spændende at se, hvornår de andre PST’er følger trop.

Bliver mindre annoncører spist af PST’erne?

Da Google i 2016 afskaffede højreside-annoncerne gik det hårdt ud over mindre annoncører, der nu ikke kunne byde ind med lave klikpriser og stadig få høje visningsandele i højre side af Google. Det bliver spændende at se, om samme tendens bliver gældende på Shopping, da man kan forestille sig at PST’erne vil byde ind med lave positioner/visningsandele, som vi har set det på traditionel search.

Hvad betyder det for produkt feeds?

I Resolution har vi længe brugt tid på at udarbejde specialtilpassede produkt feeds til hver PST, da de har haft forskellige specifikationer for, hvordan de vil have præsenteret produktdata. Man kan forestille sig, at feed specifikationerne vil blive alignet med Google’s således, at alle produkter på PST’erne vil kunne indgå i Google Shopping. Dermed bliver dit Google Feed det primære og datakvaliteten heri vil altså spille en meget stor rolle i annonceringen fremadrettet.

Brug for hjælp til at løfte din online annoncering?
I Resolution har vi stor erfaring med håndtering af Google Shopping og prissammenligning for vores kunder. Er du klar til de nye ændringer?

Vil du høre mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med at lægge en klar strategi for, hvordan vi i fællesskab kan optimere din annoncering og din online forretning? så er du mere end velkommen til at kontakte Resolutions Search afdeling her.