7 krav til en Content Marketing-tekstforfatter

Skal du ansætte en content marketing tekstforfatter, eller søger du at udvide dine kompetencer som marketingmedarbejder? Så læs med her, hvor vi lister 7 essentielle kompetencer til tekstforfattere, når de skal udføre selve skrivearbejdet i content marketing-indsatsen. Artiklen tager udgangspunkt i Neil Patels udmærkede blogindlæg på Content Marketing Institute.

copywriting og tekstforfatning er mange ting. Tekster bruges både til SEO, reklamer, marketing og blogindlæg.

Hvor vigtig er tekstforfatning?

Tekstforfatning, copywriting, indholdsproduktion, content marketing. Selvom der er forskel på de enkelte begreber, så handler det hele om at levere budskaber eller information.

Uanset hvad vi kalder det, så er udviklingen mere eller mindre gået fra gode tekster til dårlige tekster og til gode tekster igen. I 50erne var det fedt og kreativt at være copywriter på et reklamebureau. Hvem husker ikke på Peggy fra Mad Men, der fik lov at finde på tekster og gode slogans?

Men så stoppede festen for tekstforfatterne. Pludselig var det at skrive ikke noget i sig selv. Enhver med et tastatur kunne skrive et blogindlæg, og nettet blev fyldt med indhold, mere indhold og mest indhold.

I dag er man så vendt tilbage til kvalitetsindhold. Teksterne skal være godt skrevet, det skal være unikt, og det skal først og fremmest være tilpasset virksomhedens andre marketingaktiviteter, kunne tiltrække og fastholde engagerede kunder. Tekstforfatning er vigtig som aldrig før i onlineverdenen.

I en nylig undersøgelse, viser tal, at ca. 20% af content marketers ønsker at blive bedre tekstforfattere, og at det ønske er topprioritet.

Det er ikke svært at skrive tekster. Det er ikke svært at få nogen til at skrive tekster, men det er svært at skrive gode tekster. Og gode tekster i dag appellerer ikke til massen, men er nichepræget og indeholder unik viden.

7 krav til tekstforfatteren

Hvad skal der til for at skrive gode tekster og have den rette tilgang til content marketing anno 2016? Vi har samlet 7 væsentlige kompetencer, du skal se efter eller bruge, når der skal skrives tekster i en onlineverden, hvor kvalitet (igen) spiller en stor rolle:

1. Eminente skrivefærdigheder

Det er åbenlyst, at en tekstforfatter skal kunne skrive godt. En god tekstforfatter ved, at gode tekster er mere end grammatik, kommaer og fejlfri stavning. Derudover er der andre facetter, der kendetegner en god tekst:

  • Tekster skal være nemme at læse – også på en mindre skærm. Se vores guide til at skrive tekster til mobilen.
  • Svært stof skal gøres let tilgængeligt.
  • Metatekst, der hjælper læseren fra A til B
  • Konklusioner skal summe op og gøre dig klogere.
  • Tekster skal være kontekstafhængige – vælg de rette ord ift. målgruppe, budskab og stil


2. Kreativ tilgang til overskrifter

At skrive fængende overskrifter er ikke noget nyt, men derfor kan det stadig være en udfordring for mange. Der findes flere heatmap-eksperimenter, som alle viser, at folk ser overskrifter først.

Moz har skrevet om overskrifter, og at 8 ud af 10 vil læse en given overskrift, men at kun 2 ud af 10 læser resten af artiklen. Samtidigt viser undersøgelser fra Wired, at en overskrift kan betyde en forskel i trafik (klik på overskrift) på 500 %!
Det er vigtigt, at en tekstforfatter gør sig umage med at finde de rigtige overskrifter. Der findes mange regler og du kan bruge generatorer som denne:

Content idea generator. Sørg for kreative overskrifter med hjælp fra en headline-generator.
En overskriftsgenerator er et godt værktøj i forhold til ideer i den kreative skriveproces. Det er ikke sikkert, du vil bruge den overskrift, den kommer op med, men den kan give gode indspark i processen. Kilde: www.portent.com

 

3. Viden om User Experience

At skrive tekster handler om mere end blot at sætte ord på et papir. Ordene bliver nemlig vist på mobiltelefoner, på et socialt medie eller i et blogindlæg. Her er det vigtigt at tage højde for den oplevelse brugere af dine tekster har. Hvor ser de teksten, hvordan læser de den og på hvilket medie?

Det og anden viden om den digitale bruger er vigtig, når du skal skrive dine tekster. Du skal vide, hvad du skal guide igennem. Fx kan en bruger komme direkte ind på blogindlægget her og aldrig have set forsiden.

Linket i slutningen af dette indlæg ville måske være “kontakt os“. Hvis brugeren ikke ved, at han eller hun er havnet hos Resolution, vil det være en bedre ide at skrive “Kontakt Resolution for mere viden om digital marketing”. Det er sådan nogle overvejelser, tekstforfatteren skal sidde med i udarbejdelsen af tekster.


4. Målgruppebevidsthed

Som en gren på User-Experience-kompetencen finder du målgruppebevidstheden. Det er alfa omega, at en tekstforfatter ved, hvem han eller hun skriver til. Det er afgørende og ABC på ethvert kommunikationsstudie, at modtageren er konge og medproducent i den forstand, at du skal skrive med ham eller hende for øje.

Det betyder, at tekstarbejdet skal indeholde overvejelser om medier, søgeord, henvendelsesform, sprog, tone, stil og behov. Her kan man tage forskellige værktøjer i brug. I Resolution bruger vi den tilgang rigtigt meget, når vi arbejder med vores kunders hjemmesider, annoncering og digitale tilstedeværelse.

Fx kan man med en SEO-tilgang finde de keywords, folk søger på og skrive teksten ud fra den viden. Dermed tager man udgangspunkt i de ord og begreber, målgruppen selv bruger. Fx kan du bygge alle dine tekster på “USB-stick”, men en hurtig keywordanalyse viser, at brugerne rent faktisk søger på ”Memory-card”. Det er en stor hjælp for alle tekstforfattere at have nogle konkrete værtkøjer, der fortæller noget om målgruppen.

5. Specialisering – nichekendskab

Tekster bliver i højere grad baseret på specialiseret viden. Når man hyrer en freelancer eller sætter en uden den nicheviden til at skrive om boremaskiner fra Middelalderen eller realkreditlånets fremtidsudsigter, så skal han eller hun være knivskarp til at sætte sig ind i branchen.
Neil Patel hævder, at man ikke kan sætte sig ind i komplekse områder som tekstforfatter uden erfaring og specialisering. Han hævder endda, at man som tekstforfatter slet ikke kan skrive uden erfaring og specialisering.

Vi hævder, at man kan skrive om hvad som helst, så længe man kan skrive. Det gælder om at kunne spørge de rette mennesker og få så meget af deres viden ud, så man kan skrive om det.


6. Drive til konstant at opsøge viden

Det er her, som netop nævnt, at man skal suge viden til sig fra fagfolk og specialister. Nogle vil kalde det journalistisk tilgang. Det vil vi også.

I dit arbejde med tekster og specialiseret viden, er det vigtigt at kunne stille de rigtige spørgsmål til de rigtige mennesker. Det arbejde ligger forud selve skrivearbejdet, men med masser af unik viden er det nemmere at skrive noget godt content.

 

7. Tværfaglig forståelse af marketing

Du er ikke alene i verden. Det er ikke dig og din tekst alene. Din tekst vil støtte op om initiativer, den vil mikse ind og ud mellem andre discipliner og du vil skulle kunne agere i den kompleksitet.

At skrive online tekster kræver en tværfaglig tilgang. Det kræver, at du forstår hvilke andre mekanismer og tiltag, der sker omkring din tekst, med din tekst og på baggrund af din tekst.

Tekstforfatteren skal have et strategisk overblik eller indblik i de marketingaktiviteter, der rør sig for kunden eller for det emne, han eller hun er i gang med at skrive om. Når den strategiske og overordnede plan er på plads, så bliver teksterne mere vedrørende og synlige. Det er først her, der tale om en content marketing tekst, der virkelig batter!

Leder du efter en dygtig tekstforfatter?

Vil du skrive gode tekster, der kan bruges i marketingsammenhænge? Eller leder du efter dygtige tekstforfattere, der kan forstå din overordnede strategi? Så kontakt Resolution, hvis du vil vide mere om digital marketing