Dark social – mål de mørke tal med Google Analytics

Du ved, at du skal have sociale deleknapper på dit site og dit indhold. Det er old news i en evigt roterende medieverden. Du ved også, at du skal opstille mål og tracking, så du kan se, om dit indhold bliver delt og set. Det nye, som flere og flere digitale marketingmedarbejdere, bliver opmærksom på, er det såkaldte dark social.

Herunder får du en kort forklaring af begrebet, mere viden om hvorfor du skal bekymre dig om dark social, og hvordan du løser problemet og vender det til unik indsigt om dine kunders engagement med dit indhold.

Hvad er dark social?

Dark social er et begreb, der er dukket op i den digitale markedsføringverden, og som markedsføringsfolk bliver nødt til at forholde sig til. Begrebet dark social er den trafik, der bliver sendt til dit site fra links, som du ikke kan måle på. Fx når dit indhold bliver delt udenom dele-knapperne, men i stedet via copy/paste i emails, så kan du ikke følge brugerne, fordi handlingen sker in the dark, i skjul.

Hvorfor skal du bekymre dig om dark social?

Et nyt studie fra RadiumOne afslører, at hele 72% af alle delinger sker via copy/paste. Et eksempel er, at musikmagasinet NME på en måned konstaterede, at deres indhold blev kopieret ind i en email 44.850 gange mod delinger på Facebook og Twitter, som til sammen endte på 5700 gange. Samtidigt viser flere studier, at emails i højere og højere grad bliver læst på mobiltelefonen.

Disse tal og eksempler vil vise enhver annoncør, at mobilannoncer er værd at satse på, og at delinger på sociale medier langt fra viser hele virkeligheden. Det er derfor guld værd for virksomhederne, hvis de begynder at interessere sig for denne skjulte deling, som altså sker mellem engagerede brugere og potentielle nye kunder.

Ny indsigt med Google Analytics

I dag måler Google Analytics de besøg, dit site får fra indhold, der er delt i fx emails, som direkte trafik. Det er usandsynligt, at folk indtaster en lang URL til et bestemt sted på dit website direkte i browseren. Mere sandsynligt er det, at de har trykket på et link i en email eller en sms, som sender dem direkte videre til din hjemmeside.

I Google Analytics er der to muligheder for at måle mere fyldestgørende på dark social trafik. Der er den simple måde, som du kan se herunder med at opsætte et filter, men du kan også vælge at se nærmere på Google Analytics User Agent, som er en lidt mere avanceret metode. Du er meget velkommen til at kontakte os for mere information om opsætning af User Agent.

Med dette simple filter-setup i Google Analytics kan du spore såkaldt dark social trafik eller i hvert fald få et mere fyldestgørende billede af din direkte trafik. Med denne metode kan du måle alle direkte besøg, som ikke lander på forsiden.

Sådan finder du Dark Social i Google Analytics

  1. Log ind i Google Analytics
  2. Gå til All traffic – source/medium
  3. Klik på Add Segment
  4. Opret nyt segment og kald det fx Dark social trafik
    1. Ekskluder landingssiden med exact match ”/”
    2. Inkluder direkte kilde

dark-social-ga-segment

Hvad kan du nu?

Når filteret er sat korrekt op, har du et væsentligt bedre fingerpeg om, hvor mange besøg, der lander på din hjemmeside, som kommer fra dark social-delinger. Denne viden kan du bruge til at gøre dit indhold endnu skarpere, og få mere viden om, hvordan dit indhold bliver spredt og distribueret – ud over de gængse trafikkanaler, som du i forvejen har overblik over i trafikkilder.

Dark social giver dig endnu mere indblik i dine brugere og kunder, og hvis du lærer at måle på den, behøver det ikke være en mystisk og uoverkommelig udfordring for din marketingindsats og evalueringerne af kampagner.