Endelig hashtags på Facebook

ENDELIG. I sidste uge annoncerede Facebook, at de vil integrere de omdiskuterede hashtags i deres platform; et feature som mange allerede kender fra Twitter og Instagram. Hashtagget skal bidrage til at åbne og samle diskussioner på tværs af Facebook og kommer til at gøre gavn for brugere, og ikke mindst brands, på Facebook. I dette indlæg dykker vi ned i, hvad hashtags er, hvad de betyder for brands og brugere på Facebook, samt hvad integrationen kan fortælle os om Facebooks planer for fremtiden.

#HashHvadForNoget?

Kort sagt går hashtags ud på at kategorisere og tilføje kontekst til det indhold, der postes på tværs af Facebook. Facebook forsøger altså med hashtag-integrationen at gøre det nemmere for brugere og brands at tilgå indhold og samles om begivenheder og nyheder i fælles dialog. Med andre ord betyder hashtags, at indhold nu kan ’arkiveres’ i kategorier og kontekster på tværs af platformen, der gør det nemt og hurtigt at finde relevant indhold.

Det kunne dermed godt lyde som om, at hashtags er på kant med Facebooks privatlivspolitik. Men nej. Du bestemmer som bruger stadig fuldt ud, hvem der skal have adgang til dine posts. Bruger du hashtags i en post, vil posten kun være synlig i hashtag-søgninger for personer, der i forvejen har adgang til dine posts. Privatliv frem for alt.

#HvadBetyderDetSåIPraksis?

I praksis betyder hashtag-integrationen, at det vil være muligt for brugere – fx under Tour de France – at mødes på Facebook på tværs af venner og venners venner i dialog omkring touren, og for brands at tappe ind i momentum omkring touren med enten brandrelateret indhold eller blot som en del af gejsten.

Dermed bliver det også endnu vigtigere for brands at agere agilt i forhold til brugen af sociale medier. Hashtags giver store muligheder for at udnytte momentum kreativt ved større begivenheder og nå bredere ud, hurtigere end det tidligere har været muligt. Men det kræver at de fleste virksomheders processer omkring sociale medier gentænkes og går fra ofte at være tunge og langsommelige processer til at være processer med få minutter fra idé til post. Momentum skal udnyttes på stedet, ikke 30 minutter efter at det havde været sjovt og/eller shareable.

#MenHvadVilFacebookMedHashtagget?

Selv om det alt sammen lyder meget godt – kan man så ikke betragte det som en falliterklæring for Facebook at kopiere (arvefjenden) Twitters hovedfeature? På sin vis, jo. Det sender nogen signaler om, at Facebook taber terræn til Twitter – fx i Danmark – på baggrund af Twitter-contents større aktualitet og søgebarhed som følge af hashtags. Derfor lader det til, at Facebook har måttet krybe til korset og lave et stærkere bindeled mellem alt det content, der dagligt lægges op på platformen, i form af hashtagget. På den anden side er hashtagget også en meget naturlig forlængelse af Facebook’s Graph Search udvidelser, hvor Facebook virkelig slår et slag for søgetrafikken, men hvor brugere stadig ikke kan søge på postniveau. En væsentlig mangel som nemt kan løses med hashtagget. Derudover er integrationen af hashtags også en betydelig optimering af krydsdelingen mellem Facebook og Instagram, hvor hashtags bruges flittigt grundet integrationen i Instagram. Instagram ejes af Facebook og dermed har hashtags altså været en del af Facebooks tilgang til sociale medier i et godt stykke tid. Med lanceringen af Facebook-hashtags er Facebook dog kun lige begyndt at åbne platformen op på tværs af de 3 ‘søjler’; Timeline, Newsfeed og Graph Search:

Hashtags are just the first step to help people more easily discover what others are saying about a specific topic and participate in public conversations. We’ll continue to roll out more features in the coming weeks and months, including trending hashtags and deeper insights, that help people discover more of the world’s conversations.” – Greg Lindley, Facebook, 12. juni 2013

Hvad der ligger bag denne udmelding spekuleres der meget i, som med alle andre Facebook-udmeldinger. Nogle spekulationer går på, at hashtags er et led i en større plan om at skabe bedre mulighed for at blogge på Facebook. Facebook præsenterer således et nyt tiltag senere i dag, d. 20. juni, og her spås der om, at Facebook vil lancere en opgradering af Facebook notes, der vil gøre det muligt for bloggere at integrere indlæg på Facebook og kategorisere dem via hashtags. Andre spekulationer går på, at Facebook vil introducere en video-funktion på Instagram – altså et modsvar til Twitters videobaserede lillesøster Vine. Men lad os nu se – Facebook har overrasket før og kan gøre det igen.

Under alle omstændigheder er der stort potentiale i hashtagget for Facebook-aktive brands, der kan poste indhold og kategorisere det, så de kan nå ud til brugerne, når og hvor brugerne aktivt søger viden (via hashtagsøgninger). Det virale potentiale for posts på Facebook får et nyt liv til gavn for både brugere og brands – og med integrationen af hashtagget spiller Facebook for alvor med store muskler overfor Twitter i kampen om at være den bedst personaliserede newsprovider.