Call-Only Campaigns: Er opkald vigtige for din virksomhed?

I slutningen af februar 2015 lancerede Google Ads-kampagner af typen “Kun opkald” eller “Call-Only”, som de kalder dem “over there”. Den nye kampagnetype er et tiltag, der skal optimere annoncørers muligheder for at nå ud til mobilkunder. Så hvis opkald er værdifulde for din virksomhed, bør du teste Call-only Campaigns – vi giver dig 3 tips til at komme godt i gang.

Undersøgelse: Brugere ringer direkte fra søgeresultaterne

Det har tidligere været muligt at oprette opkaldsudvidelser på Google Ads-kampagner, men med Call-Only Campaigns er det nu blevet muligt at oprette en decideret opkaldskampagne, der kun vises på mobiltelefoner. Annoncerne fokuserer således 100 % på at generere opkald, mens andre ”overflødige” annonceelementer er skåret væk.

3 tips til Google Adwords Call-Only Campaigns
Med Call-Only Campaigns i Google Adwords kan brugerne ringe til din virksomhed direkte fra søgeresultaterne. Billede: Inside AdWords

Andelen af søgninger på Google foretaget fra mobile enheder er steget markant over de seneste år, og Google har netop offentliggjort, at søgninger på mobile enheder nu overgår andelen af søgninger fra computere i 10 lande. En undersøgelse fra Google/Ipsos viser desuden, at 70 % af dem, der søger fra mobilen, har benyttet ”opkaldsknappen” direkte fra søgeresultatet, og at over 50 % af disse ofte har behov for at ringe til en virksomhed direkte fra søgeresultatet. Det kan derfor være vigtigt for virksomheder at overveje, hvordan de er repræsenteret på mobiltelefoner.

3 tips til ”Call-Only”-kampagner

I Resolution tester vi i øjeblikket ”Call-Only”-kampagner for udvalgte annoncører, hvor opkald udgør en vigtig del af forretningen. Når vi har gjort os nogle flere erfaringer med ”Call-Only”, vender vi tilbage her på bloggen med resultaterne, men på nuværende tidspunkt har vi opstillet følgende tips, du skal være opmærksom på, hvis du vil afprøve de nye opkaldsannoncer:

1. Et klik er ikke lig med et opkald

Annoncøren betaler for klikket, når der klikkes på annoncen. Først herefter får brugeren mulighed for at klikke ”OK” til at ringe op eller annullere opkaldet. Konverteringsraten fra et klik på en opkaldsannonce til et reelt opkald har derfor stor betydning for dit budniveau for kampagnen.

2. Negative søgeord er et must

Det er generelt vigtigt at foretage søgestrengsanalyser jævnligt for blandt andet at opdatere listen med negative søgeord, en annoncør ikke ønsker at kunne søges frem på. På ”Call-Only”-kampagner kan det være en god idé at følge søgestrengene nøje i starten og sikre, at annoncøren ikke bliver vist på eksempelvis søgninger på konkurrenters brands, hvor brugeren forventer at ringe direkte til den pågældende virksomhed.

3. Planlæg hvornår dine opkaldsannoncer vises

Undgå at betale for unødige opkald uden for jeres åbningstid. Overvej i hvilke tidsrum din virksomhed er åben og klar til at modtage opkald og husk at indstille på hvilke dage og i hvilke tidsrum, kampagnen skal være aktiv.

Der er flere brancher, hvor opkald er en vigtig del af forretningen, og hvor opkaldsannoncer kunne være værd at prøve af. Hvis jeres virksomhed allerede måler på opkald og ved hvad et opkald er værd i kroner og øre, giver det ekstra god mening at afprøve det nye annonceformat.

Ønsker du hjælp til at komme i gang med opkaldsannoncer eller annoncering på Google og Bing generelt, er du velkommen til at kontakte Resolution.