Google Trends nu med YouTube data

Google Trends (eller Google Insight for Search som det hed tidligere) er et fuldstændig fantastisk analyseværktøj, som giver indblik i alverdens brug af søgemaskinen Google. Det er meget ofte her, man som annoncør eller marketingrådgiver finder helt unikke indsigter i markante ændringer i søgeadfærden og dermed forbrugeradfærden. I sidste uge kunne Google så offentliggøre, at det med Google Trends nu også bliver muligt at analysere på trenden i søgninger fra YouTube.

Mulighederne i Google Trends i forhold til YouTube søgningerne er helt de samme som med de normale websøgninger på Google, og data fra de enkelte keywords eller søgeord kan således blandt andet filtreres på forskellige geografier og tidsperioder.

Eksempel på YouTube data

For at eksemplificere mulighederne med de nye data omkring YouTube søgninger, har jeg taget udgangspunkt i min egen 9-årige søns brug af YouTube. Hans verden drejer sig meget omkring computerspil, så på sin iPod søger han efter inspiration i videoer med blandt ‘minecraft’, ‘league of legends’ og ‘skylanders’. Som man kan se af nedenstående data fra Google Trends skiller ‘minecraft’ sig ud og er vokset konstant over perioden.

Tilfører man derudover søgninger på ‘gangnam style’, som jo også har fyldt meget i min søns hverdag, så ser man en betydeligt større søgevolumen, som peaker i to forskellige perioder. Men det er interessant at se, hvor Psy og Gangnam Style er et kortvarigt fænomen, så der er altså flere i dag, som søger efter inspiration til Minecraft spillet på YouTube.

Begrænsningerne ved Google Trends data

Når jeg nu skriver om Google Trends og de mange muligheder med data, så er det også en god anledning til lige at minde om begrænsningerne. Husk på at dataene er normaliserede og at en nedadgående kurve ikke altid er udtryk for en faldende søgevolumen. Men med det i baghovedet er det et fantastisk værktøj, og nu kan du altså også lave trendgrafer på søgninger på YouTube.