Google Ads RLSA – Udnyt potentialet af målgrupper via Remarketing

Forbrugere bliver mødt af et hav af annoncer, uanset hvor og hvordan de navigerer på internettet. Fordi de konstant bliver eksponeret for mange annoncer, skal der noget helt særligt til, at de rent faktisk ser dem og dermed viser interesse for dem. Er du annoncør, vil Paid Search oftest være det digitale medie med den bedste forudsætning for at fange forbrugerens opmærksomhed. Det skyldes selvfølgelig kanalens helt store fordel: Forbrugeren har aktivt søgt efter dit produkt. Læs hvordan vi synliggjorde en konverteringsrate, der var 20% højere end i den oprindelige kampagne, blot ved at kommunikere mere målrettet til målgruppen ved hjælp af Google Ads RLSA.

RLSA-potentiale

Udnyt potentialet af RLSA-målgrupper

Arbejder du aktivt med remarketing (RLSA) på Paid Search, har du helt unikt data på et segment, der har vist interesse i dit brand eller produkt. Har du eksempelvis opsat målgrupper, der har besøgt dine produktsider, men ikke konverteret, giver Google Ads RLSA dig en enestående mulighed for at kommunikere anderledes til de forbrugere, når de igen søger efter dit produkt på Google. Kort fortalt giver målrettede annoncer dig mulighed for at tage forbrugeren i hånden og sende vedkommende videre i købstragten.

Netop derfor er der stort potentiale i at anvende Google Ads RLSA-målgrupper aktivt i din markedsføring via Paid Search. Så længe du vel at mærke eksponerer dem for det rette budskab. Udfordringen er ofte, at du har fuld indsigt i, hvad de har foretaget sig på sitet, men det må helst ikke være for tydeligt i din annoncering, da det i så fald kan give bagslag. Nedenfor finder du to eksempler; det første med væsentlig risiko for at ”skræmme” brugeren, mens det andet har en god chance for, at brugeren klikker på din annonce.

 

EKSEMPEL 1:

Leder du stadig efter nye sko? | Fri fragt over 500 kr.

Vi har et stort udvalg af sko til alle anledninger. Find dit favoritpar her

EKSEMPEL 2:

Leder du efter nye sko? | Fri fragt over 500 kr.

Vi har et stort udvalg af sko til alle anledninger. Find dit favoritpar her

 

Den opmærksomme læser vil bemærke, at der er en ganske lille forskel i de to annoncetekster. Rent faktisk er ”stadig” det eneste ord, der varierer. Det er dog lige præcis den forskel, der afslører din indsigt i, at forbrugeren har besøgt din side før. Netop derfor kan den give bagslag. Ved anvendelse af målrettede annoncer, er kunsten dermed at have et neutralt budskab samtidig med, at du leder brugeren tættere på konvertering.

Sådan fandt vi frem til en målgruppe med en konverteringsrate på 103%

Helt grundlæggende betyder en konverteringsrate på 103%, at vi har hentet flere konverteringer end klik. Det er selvfølgelig kun muligt, fordi der er mere end én handling på websitet, der er defineret som et værdiskabende konverteringsmål. På ét klik, kan samme forbruger have foretaget flere forskellige handlinger, som dermed bliver til flere konverteringer. Flere konverteringer pr. klik er i det konkrete tilfælde værdiskabende, fordi annoncøren sælger et produkt, der typisk har en lang overvejelses- og informationssøgningsfase inden køb.

Annoncøren havde i forvejen en høj konverteringsrate på den pågældende Google Ads-kampagne (80%), hvilket på forhånd kan give to forskellige hypoteser ved evaluering af potentiale:

  1. Kampagnens høje niveau kan skyldes, at det i forvejen er målgruppen, der står for den høje konverteringsrate, hvorfor potentialet ved at segmentere dem ud i en særskilt kampagne må være begrænset, og
  2. Vi har et produkt som forbrugerne generelt er meget interesserede i. Målgruppen er potentielt en hård kerne af forbrugere, der er meget tæt på køb. Konverteringsraten for målgruppen har derfor stort potentiale for være højere end den oprindelige kampagne, hvis vi anvender Google Ads RLSA til målrettet annoncering, der leder dem videre i købstrakten.

Vi satte den målrettede kampagne live den 1. februar og performance de første tre måneder, ser således ud:

RLSA graf

Den oprindelige kampagnes konverteringsrate forblev uændret, hvilket indikerer, at der ikke har været markante udsving i markedet, der har haft påvirkning på performance. Tilsvarende er der ikke indikation af, at den højere konverteringsrate for målgruppen er på bekostning af performance i den oprindelige kampagne.

Vi synliggjorde dermed en øget konverteringsrate for det pågældende produkt med 20% over en tre måneders periode, alene ved at målrette specifikke annoncer til en relevant målgruppe. Det er lige præcis dét remarketing kan og netop derfor bør flere annoncører arbejde mere struktureret med brugen af remarketing i deres Search-annoncering. Der er ingen tvivl om, at det har stort potentiale.

Får du ikke udnyttet det fulde potentiale af remarketing?

Hos Resolution er vi eksperter i remarketing, hvad end du skal have defineret en strategi fra bunden eller du har brug for indspark til din nuværende strategi. Kontakt os her og hør om mulighederne.